-
Nu bliver dansk videnskab også ramt af Trumps værdikamp: Projekt med forskere fra Københavns Universitet bliver lukket
Source: BDK Borsnyt / 27 Apr 2025 23:59:16 America/New_York
Den amerikanske præsident Donald Trumps økonomiske værdikamp mod universiteter som Harvard og Princeton rammer nu også forskere på danske universiteter. Således har foreløbig en forskergruppe på Københavns Universitet (KU) fået besked om, at deres forskning ikke længere vil blive finansieret med offentlige midler fra USA. Dermed er danske forskere for første gang blevet direkte ramt af Trump-administrationens kamp mod alt fra wokeisme til inklusion på ikke mindst et eliteuniversitet som Harvard. En kamp, hvor Trump-administrationen indtil videre angiveligt enten har lukket eller overvejer at lukke for føderal støtte for mere end ti milliarder dollar – cirka 65 milliarder kroner – til uddannelsesinstitutionerne. Trump-administrationen vil således have lukket alle programmer inden for diversitet, lighed og inklusion – også kaldt DEI – og præsidenten har blandt meget andet beskrevet Harvard som en »politisk organisation« snarere end et universitet. Tiltagene mod Harvard bliver også begrundet med de store propalæstinensiske demoer og aktioner på universitetet, hvor der ifølge Trump-administrationen ikke bliver gjort nok for at beskytte jødiske studerende. En »lille håndfuld« Vicedirektør for forskning og informationssikkerhed på KU Kim Brinckmann oplyser til Berlingske, at forskere fra universitetet deltager i omkring 40 projekter, der er helt eller delvist finansieret af amerikanske midler. De fleste med føderale midler, hvoraf en »relativt stor andel« er fra National Institutes of Health (NIH). Af de 40 projekter kan en »lille håndfuld« være i risiko for at lukke, lyder det fra Kim Brinckmann. Det er KU nået frem til efter at have set nærmere på, i hvilket omfang der i projektbeskrivelserne bliver brugt nogle af de mange ord, der ifølge Trump-administrationen ikke bør indgå i offentlige akter. Det gælder ifølge PEN America ord som »LBGTQ« og »diversitet«, men også en lang række ord, hvor »klima« indgår. »For et af projekterne har vi fået håndfaste meldinger om, at det skal lukkes,« forklarer vicedirektøren. Han vil ikke sige hvilket, men oplyser dog, at der er tale om et projekt, hvor forskere fra KU deltager i et amerikansk forskningsprojekt støttet med føderale midler. Han kalder det »et delprojekt« og understreger, at det ikke drejer sig om mange forskere fra KU. Ifølge Kim Brinckmann befinder dette projekt og de andre lukningstruede projekter sig typisk »i spændingsfeltet mellem det sociale og sundhedsfaglige område«. Hvad skal de pågældende forskere så lave? »Hvis forskningsprojektet skal fortsætte, ja, så skal de finde ny finansiering fra andre kilder,« siger han. Her, der og allevegne Ifølge vicedirektøren fra KU vidner listen med de 40 projekter om, hvor stor betydning USA har for international forskning. »USA er klart en af verdens førende forskningsnationer,« konstaterer han. Direktøren for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, tilføjer, at der »ikke er et eneste dansk universitet, der ikke har et samarbejde med institutioner i USA«. »I og med, at USA er så stor en samarbejdspartner, er der stor opmærksomhed på, hvad der sker der lige nu,« oplyser Jesper Langergaard. For nylig oplevede professor og leder af Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet (SDU) Jørn Brøndal også konsekvenserne af den amerikanske værdikamp. SDU fik i 2024 bevilget 50.000 dollar af den amerikanske ambassade i Danmark til en række arrangementer om politik i USA. De første 80 procent blev udbetalt med det samme, mens de sidste 20 procent ville blive udbetalt efter det sidste arrangement. Men nu har SDU indstillet sig på, at de sidste 20 procent alligevel ikke bliver udbetalt efter den sidste forelæsning til maj med den Nobelpris-vindende økonom Joseph Stiglitz. I stedet vælger SDU selv at betale de 10.000 dollar. Kort fortalt handler det om, at arrangementerne ifølge amerikanerne kan være i strid med det nye, amerikanske DEI-krav. »Min holdning er, at vores arbejde ikke skal dikteres af amerikanske, politiske hensyn,« siger Jørn Brøndal i den forbindelse. https://www.berlingske.dk/indland/nu-bliver-dansk-videnskab-ogsaa-ramt-af-trumps-vaerdikamp-projekt-med